Et fransk øjeblik ved Copenhagen Fashion Week 2018 [fr]

François Zimeray, Frankrigs ambassadør i Danmark, slog ambassadens døre op for fjerde år i træk i forbindelse med CPH Fashion Week.

Mere end 150 gæster kom for at beundre fortidens savoir-faire og det franske modeikon Hubert de Givenchy’s indflydelse på udenlandske modekreationer ved Pauli Tvillings udstilling ”Think Pink”. Modeudstillingen havde forpremiere på ambassaden og bliver først offentliggjort i april 2018. Udstillingen er baseret på silhuetterne, som Hubert de Givenchy lavede til Audrey Hepburn til filmen Funny Face.

Efter grundig søgen er det lykkedes Pauli Tvilling at samle 57 franske og skandinaviske vintagemodeller, der blev udstillet eksklusivt på den Franske Ambassade. ”Think Pink” er en hyldest til Hubert de Givenchys’ indflydelse på kvindemode. ”Givenchy’s kreationer er de eneste, der får mig til at føle mig helt som mig selv. Han er meget mere end en modeskaber. Han er en personlighedsskaber”, har Audrey Hepburn udtalt.

Ved sin åbningstale understregede ambassadøren, at ”vintage er vores fælles hukommelse og en videreførelse af vores kulturelle arv. De udstillede kjoler vidner om, hvordan samfundets syn på kvindekroppen har udviklet sig. Hvad mere er, at købe vintage er at købe ansvarligt!”

Ambassadøren fremhævede også Frankrigs og Danmarks indsats for gode arbejdsvilkår og etik i modelbranchen. Siden maj 2017 har en ny lov i Frankrig krævet, at modellerne skal have en lægeerklæring, som viser, at de er sunde. Lægen skal have fokus på vægt, kropsform og alder, og kan i sidste ende træffe beslutning om, at modellen er for tynd til at arbejde. Loven gælder både modemagasiner og modelbureauer. Modemagasiner bliver også pålagt at varedeklarere, hvis billeder er manipulerede eller retoucheret. I september 2017 udarbejdede to af Frankrigs største modekonglomerater, Kering og LVMH, et nyt modelcharter for at sikre modellers trivels og god behandling.

Dernière modification : 09/02/2018

til top