Copenhagen International Film Festival præsenterer: Fransk Dag

D.23 september 2006

Se, hvad der rører sig lige nu i Europas mest filmproducerende land på vores Franske Dag i Grand Teatret. Vi lover, at genrerne spænder vidt - fra gribende dramaer over absurd slapstick til romantik i Paris’ gader. For publikum til Orchestra Seats er der reception i Grand Teatrets café, hvor også udenlandske gæster og danske filmfolk kan slappe af med lidt spiseligt, vin og drinks.

Program i Grand:

12.00 - "Paris je t’aime" (diverse instruktører)

En hyldest til Paris som kærlighedens by, men med 20 af verdens bedste instruktører ved roret bliver det samlede indtryk af de 18 kortfilm meget mere end det. Signeret af så forskellige filmskabere som Coen-brødrene, Walter Salles og Chris Doyle er filmen blevet en overraskende og fascinerende samling stemningsbilleder, små dramaer og bizarre og skægge vinkler på parisiske. Kærligheden er det samlende tema og i adskillige film findes referencer til berømte scener fra andre film optaget i de parisiske kvarterer. I rollerne ses stjerner som Natalie Portman, Juliette Binoche, Steve Buscemi og Bob Hoskins.

Paris, je t’aime åbnede Un Certain Regard-programmet under Cannes-festivalen i år.

14.30 - "Tid til afsked/ Le temps qui reste" af Francois Ozon

Den 30-årige homofile modefotograf Romain (Melvil Poupaud) lever sammen med kæresten et velhaverliv i overhalingsbanen, indtil han opdager, at han er dødeligt syg af cancer og kun har kort tid tilbage at leve i. Han beslutter sig for ikke at søge behandling og for ikke at fortælle nogen om det. Han vil konfrontere døden råt, brutalt og alene, så han bryder med kæresten, isolerer sig fra vennerne og trækker sig fra det smarte jetset. Den eneste, han vil have kontakt med, er bedstemoderen Laura (Jeanne Moreau), for som han tørt konstaterer, skal hun også snart dø. Der er hverken sentimentalitet eller blødsødenhed i Francois Ozons gribende film, der ikke handler om sygdom, men om hvordan Romain vil dø - og om retten til selv at styre den proces. Time to Leave

er måske Ozons mest tilgængelige film nogensinde, og Moreau leverer en pragtpræstation som bedstemoderen, der også selv har prøvet lidt af hvert i livet.

16.30 - "Enfermés dehors/Locked Out" af Albert Dupontel

Den flittige skuespiller Albert Dupontel folder sig med denne charmerende crazy-romantiske komedie også ud som forfatter og instruktør - og viser et overraskende nært slægtskab med både Chaplin og Buster Keaton. Han spiller selv Roland, en limsniffende, men godhjertet hjemløs, der ved et tilfælde finder en politiuniform. Med den på indleder han - efter først at have forgrebet sig på politiets kantine - et ikke særligt gennemtænkt korstog mod uretfærdighed, i kamp for byens udstødte og især for den enlige mor Marie, som han er faldet for. En misforståelse leder ham til at tro, at en industrimagnat har kidnappet hendes datter, og så er kaoset totalt. Selvom Roland ligner Chaplins vagabond, er stilen mere Road Runner møder Amelie på speed - med gæsteoptrædener af eks-Monty Pythonerne Terry Jones og Terry Gilliam.

19.00 - "La Moustache" af Emmanuel Carrère

Emmanuel Carrère er primært kendt som forfatter, men debuterer her som spillefilmsinstruktør med en eksistentiel spændingskomedie, der byder på mere Søren Kierkegaard end Alfred Hitchcock. Marc barberer sit overskæg af og er rigtigt spændt på, hvad omgivelserne vil sige - men til hans store forfærdelse bemærker end ikke hans kone forandringen. Det er nok til at sende ham afsted på en psykisk rutschetur, og er man ikke til filosoferen over livets finurligheder og dermed over livet som sådan, bør man nok gå uden om La Moustache. For det rigtige publikum er filmen til gengæld fransk på den fede måde: Stramt vinklet, trofast mod sin grundidé og med to stærkt engagerede skuespillere i centrum - Vincent Lindon fra Betty Blue og Emanuelle Devos fra Det slag mit hjerte sprang over.

21.30 - "Fauteuils d’orchestre/ Orchestra Seats" * (Daniele Thompson)

Sæderne foran orkestergraven er som regel salens bedste, og filmen Orchestra Seats lader publikum se lige ind i Paris og den franske folkesjæl. Jessica (Cécile de France) får job som tjener på en café ved et teater og møder både den livstrætte verdensdirigent Lefort (Albert Dupontel), en forretningsmand, der vil afhænde sin enorme kunstsamling (Claude Brasseur), og Sydney Pollack som amerikansk instruktør på arbejde i Paris. Den franske feel good-film vil charmere langt ud over de frankofiles rækker, og man mærker, at den er en familieaffære. Bag kameraet står Danielle Thompson, fransk films manusmester gennem årtier (fra Undskyld vi flygter til Dronning Margot). Hun har skrevet filmen sammen med sin søn Christopher Thompson, der også spiller en af de mange gode manderoller.

23.45 - "Les Brigades du Tigre/ Tiger Brigades" (Jérôme Cornuau)

Der er fart over feltet i denne overdådigt producerede og actionmættede franske periodethriller, som bygger på en populær tv-serie fra 70erne. Vi er i Frankrig i 1912, og kriminaliteten har kronede dage. For at sætte en stopper for gangstervældet oprettes en række mobile politienheder, og en af disse ’Tiger-brigader’ ledes af Valentin, der sammen med sine tre trofaste kolleger går efter storforbryderen Jules Bonnot og dennes bande. Filmen er nært beslægtet med Brian De Palmas De uovervindelige, men er samtidig et billede af Paris kort efter århundredeskiftet med verdenskrigen lurende lige om hjørnet. Tilsæt russiske kræfter i form af brutale anarkister og en prinsesse i Diane Krugers smukke skikkelse - og vupti, du har et hæsblæsende, indholdsrigt og fandenivoldsk actiondrama.

23.59 - "The Science of Sleep" (Michel Gondry)

Den franske spilopmager Michel Gondry har stået bag et utal af de bedste musikvideoer og instruerede senest Evigt solskin i et pletfrit sind efter manuskript af Charlie Kaufman. Nu er han tilbage i topform på det store lærred med den selvskrevne The Science of Sleep,

der behandler lignende temaer om menneskets underbevidsthed og drømme. Hjerteknuseren Gael García Bernal spiller hovedrollen som en ung tegner, der flytter til Paris, hvor han forelsker sig i sin overbo. Hans drømme truer dog med helt at overtage hans liv, og filmen blander på charmerende vis virkelighedens kærlighedshistorie med surrealistiske billeder fra søvnens dyb. Som en Buñuel for det nye årtusind benytter.

Billetpris: Dkk 70,- pr. film.

*Billetter til filmen Orchestra Seats 21.30 koster Dkk 99,- og giver adgang til reception i Grand Teatrets foyer inklusive vin, drinks og snacks.

Dernière modification : 11/10/2007

til top