Kommentar i Berlingske, 10. december 2018

I anledning af 70 årsdagen for FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder skriver Caroline Ferrari og Andreas Meitzner, henholdsvis Frankrigs og Tysklands ambassadør i Danmark i Berlingske "Kampen for menneskerettighederne er langtfra overstået."

I en tid, hvor multilateralisme er under stigende pres, deler Frankrig og Tyskland det danske engagement til fordel for en regelbaseret international orden og glæder sig over, at Danmark er blevet valgt til FNs Menneskerettighedsråd for de næste tre år.

FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget af FNs Generalforsamling i Paris for 70 år siden.

Frankrig og Tyskland er stolte af denne fælles arv og forpligter sig stadig til en verdensomspændende gennemførelse af Verdenserklæringens bestemmelser og principper, der udgør hjørnestenen af det internationale system for beskyttelse og udbredelse af menneskerettigheder. For tre uger siden hyldede Frankrig og Tyskland 15 mennesker, der frygtløst forsvarer menneskerettigheder i hele verden, og udtrykte gennem dem taknemmelighed for alle dem, der arbejder dagligt for at sikre, at Verdenserklæringen ikke er tomme ord.

Mindretalskamp i mange dele af verden vidner om de fortsat utallige, uløste stridigheder om beskyttelse af menneskerettigheder, som hører under erklæringens første artikel: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. Menneskerettighedserklæringens styrke er, at den hverken er »mellemstatslig« eller »international«, men »universel«, den gælder alle mennesker uanset køn, oprindelse eller status.

Menneskerettigheder er ikke et vestligt påfund eller et begreb, der kan placeres historisk eller geografisk. Det er et fælles gode for hele menneskeheden. Menneskerettigheder er også med til at fremskynde fred og udvikling og er derfor helt centrale i forhold til FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling for 2030. Mens nogle vælger at udfordre menneskerettighederne på grundlag af kulturel, religiøs eller historisk relativisme, kæmper Frankrig og Tyskland fortsat for universaliteten i Menneskerettighedserklæringen.

Vi kan ikke sige det nok gange: Stening, lemlæstelse, tortur og tvangsægteskab af børn er brud på menneskerettighederne. Vilkårlig tilbageholdelse, begrænset adgang til domstolsprøvelse og brug af vold og trusler for at hæmme ytringsfriheden er også brud på menneskerettighederne. Intet – ingen kultur, ingen religion, ingen tradition – kan retfærdiggøre eller relativere bruddenes alvor.

Vi er ikke nødt til at vælge mellem den ene eller den anden. De er indbyrdes afhængige. Et eksempel er FNs migrationspagt som bliver vedtaget i dag og i morgen i Marokko. Med denne pagt er det første gang, at FN er blevet enig om en ikke-juridisk bindende aftale om en fælles tilgang til alle former for international migration. Det er endnu en anledning til at minde om Verdenserklæringens indledende ord, som vi fortsat skal leve efter: "Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden."

Kampen for menneskerettighederne er langtfra overstået og skal udkæmpes med beslutsomhed.

Frankrig og Tyskland er vidne til to fremherskende og bekymrende tendenser: Stigningen i antallet af brud på menneskerettigheder i forbindelse med væbnet konflikter og indsnævringen af rummet til menneskerettigheder, også i demokratiske samfund.

Vi har først og fremmest en pligt til at dokumentere og fordømme krænkelser af menneskerettigheder. Dokumentation og fordømmelse er i centrum for såvel FNs højkommissær for menneskerettigheder som Menneskerettighedsrådets arbejde. Det påhviler det internationale samfund som helhed og de enkelte stater i særdeleshed at standse sådanne krænkelser.

Det er ofte langt nemmere at fordømme krænkelserne end at rette op på dem. Med udsigt til langsommelige retslige procedurer begrænser flere lande sig til en nem og grundlæggende kritik af FNs organer, især Menneskerettighedsrådet. Vores tilgang skal i stedet være humanistisk, konstruktiv og krævende. Det er det, vi bestræber os på. Vi er nødt til at forbedre det internationale svar fremfor at svække det.

Men vi skal heller ikke give efter for pessimisme. Udover de alarmerende udviklinger, som vi alle sammen kender til, skal vi huske på de konkrete fremskridt, der bliver opnået for eksempel i de lande, der i løbet af de sidste måneder har valgt at afskaffe dødsstraf, som det er tilfældet i Mongoliet, Guinea, Burkina Faso og snart i Malaysia. Vi tror på en dynamisk tilgang til menneskerettigheder og på Menneskerettigheds- rådets afgørende rolle for at sikre dem.

Caroline Ferrari og Andreas Meitzner.

Dernière modification : 10/12/2018

til top